Medie: Formodet islamist angreb inde i kirke og dræbte tre

Politiet bekræfter torsdag formiddag, at tre er dræbt og flere er såret under et knivangreb ved kirken Notre-Dame i den sydfranske by Nice.

Kilder i politiet oplyser til tv-stationen BFMTV, at knivangrebet ikke skete udenfor, men inde i kirken.

Den ene af de dræbte er en kirketjener. De to øvrige dræbte er fundet inde i kirken, hedder det. De dræbte er to kvinder og en mand, hedder det.

Politiet oplyser lidt tidligere, at en af de dræbte ved knivangrebet var en kvinde. Hun fik skåret hovedet af. De to øvrige dræbte har fået skåret halsen over.

Præsidentens kontor oplyser, at præsident Emmanuel Macron sidst på formiddagen er på vej til Nice.

Borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, skrev umiddelbart efter angrebet på Twitter, at han anser det for at være terror. Et islamistisk terrorangreb.

Derfor har den særlige terrorenhed hos anklagemyndigheden overtaget sagen.

Gerningsmanden blev skudt og såret af politiet efter sin forbrydelse, oplyser Estrosi ifølge dpa.

– Han efterlod ikke nogen tvivl om, hvad meningen med hans aktion var.

– Han blev ved med at råbe “Allahu Akbar” (Gud er større) foran os, mens han blev behandlet, fortæller han.

I det franske parlament har politikerne holdt et minuts stilhed.

Hvis angrebet kan bekræftes som et terrorangreb, vil det i så fald være tredje gang dette efterår, hvor Frankrig gennemlever, hvad myndighederne betegner som terrorhændelser.

I september blev to journalister angrebet og hårdt såret i Paris foran en bygning, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo tidligere holdt til.

For knap to uger siden fik en lærer skåret halsen over i udkanten af Paris. Den skyldige var en tjetjensk islamist. Han blev skudt og dræbt af politiet.

Læreren havde undervist i ytringsfrihed. Han havde undervejs tilbudt at vise karikaturtegninger af profeten Muhammed til de elever, der ønskede det.

Det var Charlie Hebdo, som tidligere havde offentliggjort tegningerne. Magasinet var selv i 2015 udsat for et islamistisk angreb. Her mistede 12 medarbejdere livet.

Siden drabet på læreren Samuel Paty er Frankrig blevet mål for en boykot fra lande i den arabiske verden og navnlig Tyrkiet.

Det sker som en reaktion på, at præsident Emmanuel Macron har svoret at inddæmme radikale islamister og at forbyde lande som Saudi-Arabien og Tyrkiet at sende imamer til Frankrig for at virke ved franske moskéer.

/ritzau/