Mand pryglet ihjel i Bangladesh for at krænke Koranen

Hundredvis af mennesker pryglede torsdag en mand til døde, fordi han angiveligt havde krænket Koranen, oplyser politiet.

– De bankede ham ihjel og brændte hans lig, siger distriktspolitichef Abida Sultana i byen Burimari nær grænsen til Indien.

En folkemængde pågreb manden, der sammen med en anden mand var i politiets varetægt, fordi beskyldninger om krænkelser af Koranen var blevet fremsat mod dem i moskéen Jame Masjid.

Den anden mand blev såret, men det lykkedes ham at flygte.

Titusinder har deltaget i anti-franske protester i landets hovedstad Dhaka og i havnebyen Chittagong i de seneste dage. Der er planlagt nye store demonstrationer efter fredagsbønnen.

Politiet siger, at over 10.000 mennesker deltog i en storm mod politiets bygning, og politifolk affyrede 17 skud med skarpt i et forsøg på at standse folkemængden – men uden held.

Manden, der blev pryglet til døde, var 35 år. Han blev beskyldt for at have trampet på Koranen.

Ifølge politiet i Bangladesh deltog 40.000 mennesker tirsdag i en demonstration mod Frankrig i Dhaka. Demonstrationen, der var organiseret af et islamisk parti, blev stoppet af betjente i kampudstyr, før de nåede helt frem til den franske ambassade i byen.

Urolighederne kommer efter, at præsident Emmanuel Macron har sagt, at han “ikke vil tage afstand til karikaturtegningerne af profeten Muhammed”.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har stillet sig i spidsen for en kampagne mod Frankrig. Han sagde i weekenden, at Macron burde “mentalundersøges”, fordi den franske præsident har talt en krise i islam og om nedkæmpelse af islamiske parallelsamfund i Frankrig.

Macron har gjort det klart, at Frankrig skal styrke sekularismen i landet så politiske forhold kan diskuteres uafhængigt af religion. Han har advaret om, at der er “islamisk separatisme” i landet.

/ritzau/AFP