Dommer tillader at vise våben ved valgsteder i Michigan

En dommer i den amerikanske delstat Michigan har tirsdag givet tilladelse til, at folk må bære og fremvise våben ved valgsteder til præsidentvalget 3. november.

Dommen blokerer for, at myndighederne kan håndhæve en tidligere kendelse fra Michigans udenrigsminister, der forbød folk at fremvise våben for at undgå vælgerintimidering.

Michigans demokratiske justitsminister, Dana Nessel, siger, at hun har tænkt sig at appellere dommen “med det samme”.

– Dette emne er i høj grad i offentlighedens interesse, og det er vigtigt for vores valgproces, siger hun.

USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange opfordret sine støtter til at holde nøje øje ved valgstederne på valgdagen for at undgå valgfusk.

Det har præsidenten gjort, efter at han flere gange er kommet med udokumenterede påstande om, at der vil blive svindlet med præsidentvalget.

Det har blandt andet fået Demokraterne til at frygte, at tilhængere af Trump vil møde op og true vælgere på valgdagen.

/ritzau/Reuters