Charlie Hebdo puster til konflikt med satiretegning af Erdogan

Et nyt kapitel er blevet skrevet i konflikten mellem Tyrkiet og Frankrig, efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er røget på forsiden af den seneste udgave af det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Forsiden, der udkommer onsdag, viser en karikaturtegning af Tyrkiets præsident i T-shirt og underbukser.

På billedet drikker præsidenten en øl, mens han løfter op i en kvindes hijab, så man kan se hendes bagdel.

Forsiden har fået titlen: “Erdogan: I privaten er han rigtig sjov”.

Den blev frigivet på Charlie Hebdos hjemmeside tirsdag aften.

Det har efterfølgende fået Tyrkiet til at beskylde Charlie Hebdo for “kulturel racisme”.

– Vi fordømmer det modbydelige forsøg af dette blad på at sprede dets kulturelle racisme og had, skriver præsident Erdogans kommunikationschef, Fahrettin Altun, på Twitter og tilføjer:

– Frankrigs præsident Macrons anti-muslimske agenda bærer frugt!

Recep Erdogan har på det seneste langet kraftigt ud efter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som han kritiserer for at være stærkt antimuslimsk.

Lørdag sagde han, at Macron bør blive mentalundersøgt på grund af hans behandling af muslimer i Frankrig. Siden har Erdogan også opfordret til at boykotte franske varer.

Udtalelserne kom i kølvandet på det voldsomme dræb mod læreren Samuel Paty i Paris forrige fredag.

Siden drabet har den franske regering med Macron i spidsen indført nye love for at bekæmpe “islamistisk separatisme”.

/ritzau/AFP