Titusinder går på gaden i Bangladesh i protest mod Macron

Titusinder af mennesker er tirsdag på gaden i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. De demonstrerer mod Frankrig for i tegninger at besudle profeten Muhammed.

Folkemængden opfordrer til at boykotte franske varer. Demonstranterne brænder samtidig en figur af, som skal ligne præsident Emmanuel Macron.

Fra andre steder i den muslimske verden lyder der tirsdag nye krav om en boykot af Frankrig.

Ifølge politiet i Bangladesh deltager 40.000 mennesker i demonstrationen i Dhaka, der er organiseret af et islamisk parti.

Men folk blev stoppet af betjente i kampudstyr, før de nåede helt frem til den franske ambassade i byen.

I centrum står karikaturtegninger af Muhammed. De er senest blevet gengivet i flere franske medier efter flere alvorlige terrorhandlinger i landet.

De seneste dage er franske varer flere steder i den arabiske verden taget væk fra butikkernes hylder.

Præsident Macron har sagt, at han “ikke vil tage afstand til karikaturtegningerne”.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har stillet sig i spidsen for en kampagne mod Frankrig. Han sagde i weekenden, at Macron burde “mentalundersøges”.

Frankrigs ambassadør i Iran er tirsdag kaldt til udenrigsministeriet i Teheran for at modtage en reprimande. Det samme skete dagen før i Pakistan. Også fra Saudi-Arabien lyder der kritik.

– Kongedømmet Saudi-Arabien afviser ethvert forsøg på at sammenkæde islam med terrorisme, lyder det tirsdag i en erklæring fra Riyadh.

Macron har reageret på to alvorlige hændelser i Frankrig. Senest en 18-årig tjetjensk islamists halshugning af en skolelærer i Paris.

Læreren viste under et undervisningsforløb om ytringsfrihed tegninger af Muhammed. Det var valgfrit, om eleverne ville deltage i forløbet.

I september blev to personer hårdt såret i Paris. De blev angrebet ved en ejendom, hvor det satiriske magasin Charlie Hebdo tidligere holdt til. En 18-årig pakistaner er anholdt og sigtet for drab.

Charlie Hebdo har tidligere publicerede tegninger af Muhammed. Bladet blev i 2015 angrebet af islamister. De myrdede 12 af bladets medarbejdere.

Macron har svoret at ville gribe hårdere ind over for ekstremister. Han vil kræve, at imamer i fremtiden skal være uddannet i Frankrig.

/ritzau/AFP