Senatet godkender Amy Barrett som ny højesteretsdommer

Et flertal i Senatet i USA har ved en afstemning natten til tirsdag dansk tid godkendt Amy Coney Barrett som ny dommer i højesteret.

52 stemte for, mens 48 stemte imod.

Republikanerne har et flertal på 53 af de 100 pladser i Senatet, og Susan Collins, der er republikansk senator for Maine, var ene om at stemme nej.

Ingen af de demokratiske senatorer stemte for.

Demokraterne havde ønsket, at en ny højesteretsdommer skulle udpeges af vinderen af præsidentvalget den 3. november. Det ønske blev dog ignoreret af Republikanerne.

I nyere tid er der aldrig blevet bekræftet en højesteretsdommer så tæt på et præsidentvalg i USA.

Det har vakt vrede blandt Demokraterne, at processen ifølge dem er blevet hastet igennem. Ikke mindst fordi Republikanerne i 2016 blokerede for, at præsident Barack Obama udpegede en ny højesteretsdommer.

Dengang var Republikanernes argument, at udnævnelsen lå for tæt på valget. Der var på det tidspunkt ti måneder til næste valg. Republikanerne talte også for, at den næste præsident skulle have lov at nominere dommeren.

Amy Coney Barrett blev nomineret til den betydningsfulde post af præsident Donald Trump, efter at den liberale højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg døde i september.

Med valget af den 48-årige Amy Coney Barrett som ny dommer bliver den konservative fløjs flertal i højesteretten styrket til seks ud af de i alt ni dommere.

Donald Trump har i sin tid som præsident dermed nomineret og fået godkendt tre dommere til højesteretten.

Ifølge en meddelelse fra USA’s højesteret vil Amy Coney Barrett efter en privat ceremoni tirsdag under ledelse af højesteretspræsident John Roberts være klar til at deltage i rettens arbejde.

Senere vil en formel indsættelsesceremoni finde sted.

/ritzau/Reuters