Lektor: Barrett giver flere afgørelser med konservativt præg

Når den amerikanske højesteret i fremtiden skal træffe en afgørelse i sager om blandt andet abortlovgivning, vil afgørelsen formentlig få et konservativt præg.

Det vurderer lektor på Aarhus Universitet Lars Thorup Larsen, efter at et flertal i Senatet natten til tirsdag dansk tid godkendte konservative Amy Coney Barrett som ny højesteretsdommer.

Med valget af Amy Coney Barrett som ny dommer bliver den konservative fløjs flertal i højesteret styrket til seks ud af de i alt ni dommere.

– Det kommer til at betyde, at der er flere afgørelser, der formodentlig vil have et stærkt konservativt præg, siger Lars Thorup Larsen.

Han understreger, at højesteret ikke selv vælger, hvilke sager der skal tages op.

I stedet er det de amerikanske politikere, som sender sager til højesteret, hvis der skal tolkes og træffes en afgørelse i sager, der vedrører de 50 delstater.

Det er eksempelvis i højesteret, at den juridiske linje omkring abortlovgivning bliver lagt.

/ritzau/