Eksplosion på skole i Pakistan dræber mindst fire elever

Mindst fire elever er dræbt og over 30 andre er kommet til skade i en eksplosion tirsdag på en skole i Peshawar i det nordlige Pakistan.

Over 60 elever var angiveligt til stede, da en sprængladning blev udløst på en religionsskole.

– Eksplosionen skete i forbindelse med et seminar om koranen, siger Waqar Azim fra politiet i Peshawar til nyhedsbureauet AFP.

Han oplyser, at en ukendt person havde medbragt en pose med sprængstoffer, og forladt skolen, inden eksplosionen indtraf.

– Mindst fire elever er blevet dræbt og 34 er såret, siger han.

Blandt de sårede er to af skolens lærere, oplyser en anden person fra politiet. Ingen grupper har påtaget sig skylden for angrebet, skriver AFP.

Nyhedsbureauer Reuters skriver med henvisning til en talsmand for et nærtliggende hospital, at mindst syv personer har mistet livet i angrebet.

I 2014 blev over 140 personer dræbt i et angreb på en skole i Peshawar. 132 af ofrene var børn. Militante fra Taliban-bevægelsen stod bag angrebet.

/ritzau/