Kina vil sanktionere USA for våbensalg til Taiwan

Kina vil indføre sanktioner mod USA som reaktion på en ny aftale om våbensalg til Taiwan.

Det oplyser en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium på et pressemøde mandag i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Sanktionerne vil ramme våbenproducenterne Lockheed Martin, Boeing Defense og Raytheon.

USA godkendte i sidste uge et muligt salg af flere våbensystemer til Taiwan. Herunder avancerede jord til luft-missiler.

Salget har en samlet værdi af 1,8 milliarder dollar. Det svarer til cirka 11,3 milliarder danske kroner.

Salget blev godkendt på trods af hård kritik fra Kina, der anser våbensalg til Taiwan som et angreb mod Kinas suverænitet og sikkerhedsinteresser.

Taiwan har siden 1949 haft en selvstændig regering, men Kina anser den demokratisk ledede ø for at være en del af sit territorie.

Det seneste år har styret i Kina øget presset på Taiwan, skriver nyhedsbureauet AFP.

Overvågnings- og kampfly fra Kina har bevæget sig ind i Taiwans luftrum, og krigsskibe fra Kina har sejlet tæt på Taiwans maritime grænser.

USA anser Taiwan som en vigtig demokratisk “forpost”, og den amerikanske regering er lovmæssigt forpligtet til at forsyne Taiwan med midler til at kunne forsvare sig selv.

Kina bryder sig ikke om, at USA hjælper Taiwan med at styrke sit militær.

Kina forud for godkendelsen af salget advaret USA om, at Kina ville “komme med et legitimt og nødvendigt modsvar i henhold til, hvordan situationen udvikler sig”.

I opløbet til præsidentvalget i USA 3. november har USA’s præsident, Donald Trump, slået på en hård tilgang til Kina som et af sine udenrigspolitiske hovedtemaer.

/ritzau/Reuters