Endnu en våbenhvile er blevet brudt i Nargorno-Karabakh

En ny våbenhvile mellem de stridende parter i Nargorno-Karabakh-konflikten er tilsyneladende blevet brudt, kort tid efter at den skulle være trådt i kraft mandag morgen klokken 05 dansk tid.

Våbenhvilen skal få kampene til at ophøre mellem Aserbajdsjan på den ene side og Armenien og armenske separatister i regionen Nagorno-Karabakh på den anden side.

Både Armenien og Aserbajdsjan beskylder modparten for at have brudt våbenhvilen, der ifølge BBC blev aftalt søndag med USA som mægler.

Forsvarsministeriet i Aserbajdsjan meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at armenske styrker har angrebet landsbyer med granater.

Det afviser forsvarsministeriet i Armenien, som samtidig siger, at styrker fra Aserbajdsjan har brudt aftalen ved at beskyde militære positioner med artilleri.

Dermed gentager mønstret sig fra to tidligere aftaler om en våbenhvile, som også kun holdt i kort tid.

Kampe om det omstridte område, der ligger i Aserbajdsjan, men som overvejende har armenske indbyggere, brød ud den 27. september.

Konflikten er de seneste dage intensiveret. På en måned har 974 soldater mistet livet i Nagono-Karabakh.

/ritzau/