78 er dræbt i det blodigste angreb i Syrien i otte måneder

78 oprørere er mandag blevet dræbt under luftangreb i det nordvestlige Syrien. Flere end 90 andre er blevet såret.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

Det er det blodigste angreb i Syrien i knap otte måneder.

Det er det syriske regimes russiske allierede, der står bag luftangrebene, som har ramt tyrkisk-støttede oprørere i den syriske Idlib-provins.

Russiske krigsfly angreb en træningslejr tilhørende en fraktion af oprørere, der kaldes Faylaq al-Sham.

Der har ikke været så voldsomme angreb, siden der i marts blev indgået en våbenhvile, der blev mæglet mellem Rusland og Tyrkiet.

Våbenhvilen afsluttede en langvarig og blodig offensiv fra det syriske regime mod Idlib, der er den sidste store oprørskontrollerede provins i Syrien.

Offensiven havde medført, at knap en million mennesker var blevet fordrevet fra deres hjem. Det var en af de værste humanitære kriser under den ni år lange krig i Syrien.

/ritzau/AFP