Medie: Trump tvivler på republikansk senatsflertal efter valg

USA’s præsident, Donald Trump, tror, at Republikanerne får svært ved at holde fast i flertallet i Senatet ved præsidentvalget.

Det skulle præsidenten således have sagt til et privat fundraising-event i denne uge, skriver avisen The Washington Post natten til søndag dansk tid.

– Jeg tror, at Senatet bliver svært. Senatet bliver meget svært, sagde Trump til begivenheden torsdag i Nashville, Tennessee, ifølge en deltager, der har udtalt sig anonymt til avisen.

Trumps tvivl skyldes ifølge deltageren til begivenheden, der blev holdt bag lukkede døre, at han ikke vil støtte flere af Republikanernes kandidater til Senatet.

– Der er et par senatorer, jeg ikke rigtig kan involvere mig i. Jeg kan bare ikke gøre det. Du mister din sjæl, hvis du gør det. Der er nogen af dem, jeg ikke kan hjælpe. Der er nogen af dem, jeg ikke vil hjælpe, skulle Trump således have sagt.

Det private fundraising-event blev ifølge Washington Post holdt kort tid før den anden og sidste præsidentdebat mellem Donald Trump og demokraternes kandidat, Joe Biden.

Republikanerne har et flertal på 53-47 i Senatet, mens Demokraterne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus.

Lykkes det Demokraterne at vinde flertallet i Senatet, så vil det betyde øget indflydelse for partiet, da al lovgivning i USA bliver behandlet i de to kamre.

/ritzau/