Titusindvis demonstrerer i Polen mod skærpelse af abortlov

Titusindvis af polakker trodsede fredag coronarestriktioner for at demonstrere mod en kommende skærpelse af landets abortlovgivning.

Ifølge polske medier var omkring 15.000 mennesker fredag aften på gaden i hovedstaden Warszawa, selv om offentlige forsamlinger på mere end ti er forbudt i hovedstaden for tiden.

Mange af dem forsamlede sig nær Jaroslaw Kaczynskis hus i et velhavende kvarter i byen. Kaczynski er leder af landets store regeringsparti PiS (Lov og Retfærdighed), der har ønsket at stramme abortlovgivningen.

Her fremviste demonstranterne bannere med teksterne: “Det her betyder krig” og “halvanden meters afstand til min livmoder”.

For anden aften i træk blev demonstranterne forhindret i at nå huset af en hær af kampklædte betjente.

Demonstrationerne kommer i kølvandet på, at forfatningsdomstolen i Polen torsdag besluttede, at abort af fostre med misdannelser er forfatningsstridigt.

Dermed er der banet vej for en yderligere stramning af Polens abortlovgivning, der i forvejen er en af Europas mest restriktive.

/ritzau/Reuters