Nigerias præsident: 51 civile er blevet dræbt under protest

I alt er 51 civile blevet dræbt under demonstrationer mod politivold i Nigeria, melder landets præsident Muhammadu Buhari fredag.

Det er første gang, at præsidenten indrømmer, at der har været dødsfald knyttet til de voldelige protester mod politiets brutalitet.

Præsidenten siger ikke, hvorvidt politistyrkerne er ansvarlige for de mange dødsfald, men han konstaterer, at 11 politibetjente og 7 soldater også er blevet “dræbt af oprørerne”. Dermed er det samlede dødstal 69.

Ifølge Amnesty International er mindst 56 demonstranter blevet dræbt under protesterne over hele landet de seneste 14 dage.

Alene tirsdag blev mindst 12 civile skudt og dræbt af politi og soldater ved demonstrationer i distrikterne Lekki og Alausa nær Lagos.

Buhari understreger fredag, at sikkerhedsstyrker har vist “ekstrem tilbageholdenhed”, så længe uroen har været i gang.

Torsdag opfordrede præsidenten til at stoppe optøjerne i landet, men han undlod da at nævne noget om dræbte.

Et af Nigerias vigtigste fængsler blev brændt under uroen torsdag.

De landsdækkende demonstrationer mod politienheden Special Anti-Robbery Squad (Sars) begyndte den 8. september, og de er siden vokset drastisk.

Enheden blev 11. oktober opløst af præsidenten.

Demonstrationerne har senere udviklet sig til bredere protester mod den måde, som landet fungerer på, og tusindvis er de seneste uger gået på gaderne. Det har flere gange udviklet sig voldeligt.

/ritzau/dpa