Jeg stemte på en fyr der kalder sig Trump siger præsidenten

Florida har lørdag åbnet for tidlig stemmeafgivning op til valget i USA 3. november, og en af de første til at afgive sin stemme var præsident Donald Trump.

Det skete, før han senere lørdag deltager i flere stor valgmøder rundt i landet.

Præsidenten afgav sin stemme på et bibliotek i Palm Beach, der fungerer som valgsted. Trump har et hjem i Florida og har sin hjemmeadresse registreret i staten.

– Jeg stemte på en fyr, der kalder sig Trump, sagde han med et smil efter at have stemt.

Næsten 55 millioner amerikanere har allerede forhåndsstemt eller afgivet deres brevstemme. Det skyldes blandt andet, at mange frygter at blive smittet med covid-19, hvis de møder op på valgstederne 3. november.

Her er der ud over præsidentvalg også valg til Kongressen og en lang række lokale valg rundt om i USA.

Der gættes på, at det bliver den største stemmedeltagelse i over 100 år.

/ritzau/AFP