Trump beskylder Biden for at tage imod millioner fra Rusland

Under nattens tv-debat mellem Donald Trump og Joe Biden understreger Biden, at han “aldrig i sit liv har modtaget en eneste penny fra en udenlandsk regering”.

Det sker som et modsvar til et angreb fra Trump, som beskylder Biden for at have taget imod millioner af dollar gennem Rusland.

– Joe modtog 3,5 millioner dollar gennem Rusland. Pengene kom gennem Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.), fordi han var meget venskabelig med den tidligere borgmester i Moskva, siger Donald Trump.

– Du tjente 3,5 millioner dollar, Joe, siger præsidenten.

Joe Biden gentager, at han aldrig har taget imod penge fra udenlandske kilder, og at hans søn, Hunter Biden, ikke blev betalt af Kina, ligesom at ingen af dem har gjort noget galt hvad angår Ukraine.

Donald Trump har brugt en del af sin valgkamp på at omtale Joe Biden som “Beijing Biden”.

Tidligere i denne uge rapporterede The New York Times dog, at Trump har forretningsmæssige og økonomiske bånd til Kina.

– Vi har lært, at denne præsident betaler 50 gange mere skat i Kina (end i USA, red.), at han har en hemmelig bankkonto med Kina og gør forretninger med Kina. Og så taler han om, at jeg tager imod penge? Jeg har ikke taget imod en eneste penny fra noget land overhovedet, siger Joe Biden.

– Den eneste fyr, som har tjent penge på Kina, er denne her, siger Biden om Trump.

/ritzau/