Sudan normaliserer forhold til Israel med Trump som bisidder.

Sudan bekræfter fredag som det femte arabiske land, at det normaliserer forholdet til Israel efter mange års fjendtlige relationer.

Det fremgår af en erklæring på sudansk tv.

– Sudan og Israel er blevet enige om at normalisere deres relationer og at afslutte en tilstand af aggression mellem dem, hedder det.

Normaliseringen kommer efter samtaler mellem USA’s præsident, Donald Trump, Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Sudans premierminister, Abdalla Hamdok, og lederen for landets overgangsråd, Abdel Fattah al-Burhan.

Det nye forhold mellem Israel og Sudan fordømmes af palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas.

– Ingen har retten til at tale på vegne af det palæstinensiske folk og på vegne af den palæstinensiske sag, lyder det fra Abbas.

Palæstinenserne frygter at blive de store tabere i den normalisering, som Trump og Netanyahu har stillet sig i spidsen for i Mellemøsten.

Den kommer, efter at fredsprocessen mellem og Israel og palæstinenserne er brudt helt sammen.

Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater er de seneste arabiske lande til at normalisere forholdet til Israel.

Det er “starten på en ny æra” i Mellemøsten, lyder det i en kommentar fra Netanyahu.

I Egypten, der for mere end 40 år siden indgik en fredsaftale med Israel, hilser præsident Abdel Fattah al-Sisi normaliseringen velkommen.

– Jeg værdsætter alle bestræbelser på at sikre regional stabilitet og fred, siger han.

/ritzau/AFP