Joe Biden har entydigt forspring i meningsmålingerne

Et gennemsnit af de seneste landsdækkende meningsmålinger i USA giver demokraten Joe Biden en opbakning på 50,7 procent af vælgerne mod 42,8 procent til præsident Donald Trump.

Målingerne er foretaget før den sidste tv-debat mellem Trump og Biden, der fandt sted i Tennessee natten til fredag.

Meningsmålingerne viser også, at Biden har et forspring i svingstaterne Wisconsin, Michigan, Pennsylvania, North Carolina, Florida og Arizona, som menes at blive afgørende for valgets udfald.

Et gennemsnit af meningsmålingerne i de seks delstater giver Biden 49,4 procent mod 45,3 procent til Trump.

Andre delstater, der anses for at være svingstater, er Iowa, Nevada, Minnesota, Georgia, Ohio og Texas. Biden fører i de fire første.

Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger viser, at 53,8 procent mener, at Trumps indsats som præsident er dårlig, mens 42,5 procent mener, at han har ydet en god præstation.

Gennemsnittet af de seneste målinger og udviklingen i svingstaterne er beregnet af de politiske netmedier RealClearPolitics og FiveThirtyEight.

En Reuters/Ipsos-måling har vist, at et flertal af de amerikanske vælgere længe har været utilfredse med Trump-administrationens håndtering af coronapandemien. Det er et tema, som er forblevet et af de vigtigste i valgkampens afgørende fase.

Andre målinger viser, at sundhedssektoren er et andet topemne for vælgerne. Trump har erklæret, at han vil gøre det af med programmet, der er kendt som Obamacare. Han har ikke fremlagt et bud på en erstatning.

– Vælgerne er generelt meget optaget af indholdet i de to kandidaters programmer, siger valgforskeren Aaron Kall på Michigan University.

På grund af coronapandemien ventes der i år at være usædvanligt brevstemmer.

Med 12 dage til valget var der ifølge U.S. Elections Project torsdag allerede afgivet 47,5 millioner brevstemmer. Det er otte gange mere end på samme tidspunkt forud for valget i 2016 og 300.000 flere end det samlede antal brevstemmer ved sidste valg.

Samtidig med valget af præsident er alle de 435 pladser i Repræsentanternes Hus og 35 af de 100 pladser i Senatet på valg.

USA’s præsident vælges ikke direkte af befolkningen, men af 538 valgmænd udpeget af de 50 delstater og i regeringsbyen Washington D.C. Det er valgmandsstemmerne, der afgør, hvem der vinder præsidentvalget.

Valgsystemet betyder, at det ikke nødvendigvis er den kandidat med flest vælgerstemmer, der også får flest valgmandsstemmer.

/ritzau/AFP