FN: Alle parter i Libyen støtter permanent våbenhvile

FN’s mission i Libyen oplyser på Facebook, at parterne i landets borgerkrig er nået til enighed om en “permanent våbenhvile i alle områder af Libyen”.

Repræsentanter for de krigende grupper har i Genève underskrevet våbenhvileaftalen, som kaldes historisk.

Videooptagelser af underskriftsceremonien er lagt ud på Facebook.

– Forhandlinger i Libyens 5 + 5 Fælles Militære Kommission er i dag kulmineret i en historisk aftale, hvor de libyske parter indgår en permanent våbenhvile over hele Libyen, heder det med tilføjelsen:
– Dette er et vigtigt skridt frem mod fred og stabilitet i Libyen.

– De to hovedgrupperinger i den libyske konflikt har underskrevet våbenhvileaftale, fastslår FN’s Libyen-udsending, Stephanie Williams.

– Jeg ønsker at lykønske jer for det, som I har opnået. Det har krævet stort mod, siger Williams i en lykønskning til repræsentanterne for Libyens premierminister, Fayez al-Serraj, og landets stærke militære oprørsleder, Khalifa Haftar.

– Alle lejesoldater og udenlandske krigere skal forlade Libyen senest om tre måneder, siger Williams videre.

– Jeg håber, at dette indebærer en afslutning på den libyske befolknings lidelser, siger hun.

Våbenhvilen er indgået forud for planlagte fredsforhandlinger, som skal indledes næste måneder i Tunis.

Den FN-anerkendte Tripoli-regering under ledelse af premierminister al-Serraj støttes af Tyrkiet, mens styrker under ledelse af Haftar støttes af Rusland, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.

Libyens internationalt anerkendte samlingsregering (GNA) blev oprettet gennem en FN-mæglet politisk aftale, som blev underskrevet i december

Men den østlige del af landet og store dele af de sydlige områder har været kontrolleret af general Khalifa Haftar, der leder oprørsstyrken Libyens Nationale Hær (LNA).

Khalifa Haftar har med støtte fra adskillige militser længe forsøgt at indtage Tripoli og tage magten.

Begge sider består imidlertid af ustabile koalitioner, der er kommet under stigende pres.

/ritzau/Reuters