Dansk Trump-støtte tror på sejr til præsidenten efter debat

Fra kommentatorer og analytikere har det lydt, at nattens præsidentdebat mellem Donald Trump og Joe Biden endte uafgjort. Det er, lyder analysen, værst for Trump, der ifølge meningsmålinger halter efter Joe Biden
Men spørger man den danske erhvervsmand Asger Aamund, der er erklæret Trump-tilhænger ved det kommende valg, vil meningsmålingerne tage fejl.

Om nattens debat siger Asger Aamund, at Trump klarede sig ”væsentligt bedre” end i den første debat. Han deler analysen af, at debatten endte uden en sejrherre, men tror stadig på storsejr til den siddende præsident 3. november.

– Folk rundt omkring ved godt, hvad hans økonomiske resultater er, siger Aamund.

– Amerika er delt i to dele. Den ene halvdel hader Trump, ligegyldigt hvad han siger og gør. Den anden halvdel kigger på deres lønningspose og siger, at de har fået det bedre under Trump, end de havde før. Det kommer til at betyde noget.

Spørger man David Miller, grundlægger og næstformand i Democrats Abroad i Danmark, var nattens debat dog et bevis på, hvad der ifølge ham bliver Donald Trumps problem: Manglen på reel politik.

– Biden har en politik omkring forskellige emner, hvor Trump prøver at gå til angreb uden selv at have en egentlig politik.

– Det har vi set de sidste tre – snart fire – år. Hans politik handler mere om at snakke end at løse problemerne.

Han peger på håndteringen af coronakrisen, immigrationspolitikken og klimaforandringerne.

– Jeg synes, det blev mere klart i denne omgang, hvor man kunne tale om emnerne. Biden har en politik og en vej frem, siger David Miller.

Asger Aamund erkender, at Trump ved nattens debat ikke havde ”den der store kanin i hatten”. Alligevel tror han på et genvalg.

– Når man står i stemmeboksen, kan ingen se, hvad man stemmer. Og når størstedelen af amerikanerne klart bekender, at deres økonomi er væsentligt forbedret de sidste fire år, er det det, der betyder noget.

/ritzau/