Både Trump og Biden respekterer den anden kandidats taletid

Præsidentvalgkampens anden og sidste tv-debat mellem Donald Trump og Joe Biden er natten til fredag dansk tid i gang på Belmont University i Nashville i delstaten Tennessee.

Da Trump og Biden krydsede klinger i deres første tv-duel i slutningen af september, afbrød de hele tiden hinanden og smed om sig med beskyldninger og fornærmelser.

For at undgå en gentagelse har Kommissionen for Præsidentdebatter i USA (CPD) indført nye regler, så en kandidat får slukket sin mikrofon, når den anden giver sit indledningsvise svar på to minutter til hvert af de seks debatemner.

Og den nye regel ser ud til at give pote. Under debattens første emne, coronapandemien, respekterer begge kandidater den andens indledningsvise svar.

Da Donald Trump af moderator Kristen Welker bliver spurgt til de 220.000 amerikanere, der har mistet livet som følge af coronavirus, påpeger han, at det ifølge beregninger var forventet, at “2,2 millioner mennesker ville dø”.

Samtidig lover præsidenten, at en vaccine er klar om nogle uger i modstrid med tidligere meldinger fra hans egne sundhedsmyndigheder .

– Vi har en vaccine. Den kommer. Den er klar. Det vil blive offentliggjort om nogle uger. Den er klar til at blive distribueret, siger Trump i sine første to minutter, hvor Joe Bidens mikrofon er slukket.

– Jeg er blevet lykønsket af mange ledere i verden for min håndtering.

– Vi er ved at runde et hjørne. Det (coronavirusset, red.) kommer til at forsvinde, siger Donald Trump.

Under Joe Bidens to minutter er Donald Trump helt tavs. Han ryster på hovedet og tager noter, men siger ikke et ord, mens Biden taler.

Debatten varer 90 minutter, og de seks emner, der skal debatteres er: Bekæmpelse af covid-19, amerikanske familier, race i USA, klimaforandringer, national sikkerhed og lederskab.

Moderator er NBC News’ Kristen Welker, der har været korrespondent i Det Hvide Hus siden 2011.

/ritzau/