Tyskland passerer 10.000 nye smittetilfælde for første gang

Tyskland har i løbet af 24 timer registreret et rekordhøjt antal tilfælde af personer, som er smittet med det nye coronavirus.

En officiel opgørelse torsdag morgen fra Robert Koch-instituttet (RKI) viser 11.287 nye smittetilfælde.

Det er væsentligt højere end de 7830 nye tilfælde, som blev registreret i Tyskland fredag i sidste uge, og som indtil i dag var det hidtil højeste antal under pandemien.

Onsdag meldte RKI om 7595 nye smittetilfælde. Senere torsdag regner instituttet, der følger udviklingen i coronapandemien, med at holde et pressemøde om situationen.

I lighed med mange europæiske lande har Tyskland oplevet en stejl stigning i antallet af covid-19-tilfælde.

/ritzau/AFP