Rusland giver Snowden permanent opholdstilladelse

Rusland har givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden permanent opholdstilladelse i landet. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass med henvisning til Snowdens advokat, Anatolij Kutjerena.

Edward Snowden var tidligere ansat i den amerikanske efterretningstjeneste.

I 2013 lækkede han store mængder fortrolige dokumenter. De afslørede blandt andet detaljer om USA’s masseovervågning – både på amerikansk jord og i andre lande.

I forbindelse med lækagen flygtede han ud af landet og fik asyl i Rusland.

De amerikanske myndigheder har i årevis forsøgt at få udleveret Edward Snowden, der er tiltalt for spionage.

Præsident Donald Trump har tidligere talt om en mulig benådning af Snowden.

/ritzau/