Obama beder Biden-støtter om ikke at hvile på laurbærrene

Donald Trump er ude af stand til at tage jobbet som præsident alvorligt.

Det siger den tidligere præsident Barack Obama, der onsdag er i Philadelphia i delstaten Pennsylvania for at deltage i valgkampen på vegne af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og vicepræsidentkandidat Kamala Harris.

– Demokrati kan ikke fungere, hvis ledere lyver hver dag, siger Obama ifølge nyhedsbureauet AFP.

Barack Obama holdt sig på sidelinjen under Demokraternes primærvalgkamp. Men efter at Joe Biden vandt nomineringen som partiets præsidentkandidat, har Barack Obama givet sin støtte til Biden.

Joe Biden var vicepræsident under Barack Obama, der var præsident fra 2009 til 2017.

Pennsylvania er en af de vigtige svingstater, som Biden og den republikanske præsident, Donald Trump, kæmper om frem mod præsidentvalget 3. november.

En svingstat er en delstat, hvor der er en reel mulighed for, at begge præsidentkandidater kan vinde.

Nationale meningsmålinger viser, at Biden har en solid føring over Trump.

Et gennemsnit af de nationale målinger viser onsdag ifølge RealClear Politics, at Biden i Pennsylvania står til 49,5 procents opbakning mod 44,6 procent til Trump.

I USA vælges en præsident dog ved et flertal i valgmandskollegiet og ikke ved at få flest stemmer på nationalt plan.

Der er 20 valgmænd på spil i Pennsylvania, som i 2016 gik snævert til Trump.

Under vælgermødet i Philadelphia onsdag understreger Barack Obama over for Joe Bidens tilhængere, at det er vigtigt, at de ikke hviler på laurbærrene trods gode meningsmålinger.

– Det er vigtigt ikke at være selvtilfredse, siger han ifølge AFP.

/ritzau/