Senator Mitt Romney har ikke stemt på Donald Trump

Tidligere præsidentkandidat og nuværende republikansk senator fra delstaten Utah Mitt Romney afslører, at han ikke har stemt på partifællen Donald Trump ved dette års præsidentvalg.

Det skriver politisk korrespondent for CNN Manu Raju på Twitter.

– Mitt Romney fortalte mig, at han allerede har stemt ved valget, men han ville ikke sige, om han stemte på Joe Biden eller en anden.

– “Jeg stemte ikke på præsident Trump”, sagde han, skriver seniorkorrespondenten på Twitter onsdag med henvisning til sin samtale med Mitt Romney.

Senatoren fra Utah, der selv forsøgte at blive præsident i 2012, er en af Donald Trumps mest fremtrædende republikanske kritikere.

Romneys beslutning om ikke at stemme på Trump kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, skriver The Huffington Posts netavis, HuffPost.

Sidste år sagde senatoren, at han ikke offentligt ville støtte nogen kandidat ved præsidentvalget i 2020.

I 2016 var Mitt Romney desuden en højlydt kritiker af Trump og støttede i stedet sin hustru, Ann Romney, som præsident.

/ritzau/