Pave Frans: Homoseksuelle har ret til en familie

Pave Frans opfordrer i den nye dokumentarfilm “Francesco” alle verdens lande til at indføre muligheden for at homoseksuelle par kan indgå registreret partnerskab.

Det skriver Reuters.

– Homoseksuelle har ret til at være en familie. De er Guds børn og har ret til en familie. Ingen skal have slået hånden af eller gøres ulykkelig på grund af det, siger pave Frans.

Ifølge Austen Ivereigh, der står bag en biografi om pave Frans, er dette det klareste paven nogensinde har været i mælet om hans holdning til sagen.

Der har før været tvivl om pave Frans’ støtte til homoseksuelle par.

Da han var ærkebiskop for den argentinske hovedstad, Buenos Aires, var han modstander af lovgivning, der skulle lade homoseksuelle par indgå ægteskab.

Han var dog fortaler for, at homoseksuelle par skulle kunne indgå registreret partnerskab.

– Vi er nødt til at skabe en lov om registreret partnerskab. Så er de juridisk dækkede. Det har jeg altid stået for, siger han i filmen, der er skabt af Evgeny Afineevsky.

/ritzau/