USA rejser årtiers største konkurrencesag mod Google

USA’s justitsministerium og 11 delstater har tirsdag anlagt et søgsmål mod teknologigiganten Google for at have overtrådt konkurrencereglerne.

Myndighederne mener, at Google har brudt loven ved at udnytte sin dominerende position på markedet til at hindre konkurrence.

Det tegner til at blive det største søgsmål i en generation, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen kan sammenlignes med lignende sager mod andre selskaber med monopollignende status såsom Microsoft i 1998 og teleselskabet AT&T i 1974. Sidstnævnte sag førte til, at selskabet blev brudt op.

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra Google.

Google er blevet dominerende på markedet for søgemaskiner. Søgemaskinen er så udbredt, at selskabets navn er blevet til et almindeligt anvendt udsagnsord – “at google”.

Sidste år havde it-giganten en omsætning på 162 milliarder dollar. Det svarer til 1023 milliarder kroner og er et beløb, der svarer til knap halvdelen af Danmarks bruttonationalprodukt.

Google har tidligere været igennem lignende sager i Europa og har fået flere store milliardbøder af EU-Kommissionen og EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

/ritzau/