USA: Seks russiske officerer hackede valg og OL

Det amerikanske justitsministerium anklager seks russiske efterretningsofficerer for en række cyberangreb.

De seks anklagede har angiveligt spillet centrale roller i angreb på flere mål rundt i verden. Blandt andet er det gået ud over det franske valg i 2017 og vinter-OL i Sydkorea i 2018.

Angreb mod virksomheder i USA skal have forårsaget økonomiske tab for et beløb svarende til omkring seks milliarder kroner, rapporterer tv-stationen NBC News.

Hackerne har ifølge anklagerne også forsøgt at forpurre britisk politis efterforskning af giftangrebet på den tidligere agent Sergej Skripal i Storbritannien i 2018.

De seks russere er ansat i en specialenhed for teknologi i Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU.

De skal blandt andet også have forsøgt at afbryde elnettet i Ukraine. Det oplyser den amerikanske vicejustitsminister John Demers.

Underdirektør David Bowdich fra forbundspolitiet FBI gentager advarslen om, at Rusland råder over yderst sofistikerede hackere.

– De oplysninger, der er afsløret i dette anklageskrift, viser, hvor gennemgribende og destruktive Ruslands cyberaktiviteter reelt er, siger han.

/ritzau/Reuters