Trump oplever mere entusiasme nu end ved sidste valg

Selv om præsident Donald Trump halter efter sin demokratiske rival, Joe Biden, i meningsmålingerne, forventer han at vinde hver eneste af de potentielt afgørende svingstater ved valget 3. november.

Det siger han under et af sine “Make America Great Again”-vælgermøder i Carson City i delstaten Nevada natten til mandag dansk tid.

Her er omkring 5000 Trump-tilhængere samlet til arrangementet ved lufthavnen Carson City Airport. Langt de fleste bærer ikke mundbind.

– Køerne er milelange, og de bærer kasketter og badges og smukke T-shirts, siger præsidenten med henvisning til sine tilhængere i svingstaterne.

Det skriver avisen Reno Gazette Journal.

– Der er sågar endnu mere entusiasme nu end for fire år siden. Meget mere. I Michigan forventer alle, at vi kommer til at klare os godt, tilføjer Trump uden at uddybe.

I USA vælges en præsident ved et flertal i valgmandskollegiet og ikke ved at få flest stemmer på nationalt plan.

Der er seks valgmænd på spil i Nevada, som er en af de typiske svingstater i det amerikanske valg.

Den blev vundet to gange af både republikaneren George W. Bush og demokraten Barack Obama, og før 2016 var vinderen af Nevada med en enkelt undtagelse blevet præsident hver gang siden 1912.

Nevada vurderes som et af Trumps bedste mål, hvis han skal tage nogle af de stater, som demokraten Hillary Clinton vandt i 2016.

På landsplan er der 538 valgmænd i alt, hvormed der skal 270 valgmænd til en sejr.

/ritzau/