Trump får trods kritik grønt lys til ny golfbane i Skotland

USA’s præsident, Donald Trump, har søndag fået lov af de lokale myndigheder til at opføre sin anden golfbane i Skotland.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Tilladelsen er givet på trods af heftige indvendinger fra lokale miljøgrupper og andre foreninger.

Den nye bane på 18 huller skal opkaldes efter Trumps mor, Mary Anne MacLeod, som stammer fra en skotsk ø.

Banen bliver placeret ved præsidentens ejendom i Balmedie nær byen Aberdeen i det nordøstlige Skotland. Her har Trump allerede én golfbane.

Beslutningen om at gå videre med byggeriet af golfbane nummer to kommer efter langvarige kampe med lokale miljøgrupper om præsidentens feriecenter, som ligger ud til Nordsøen.

Kritikerne frygter for nærliggende klitter og tabet af naturområder med offentlig adgang.

Det forklarer Bob Ward, som er policy-direktør ved Grantham Forskningsinstitut for Klimaforandringer og Miljø.

– Beslutningen giver Trump-organisationen grønt lys til yderligere at vandalisere og ødelægge Skotlands naturarv, siger han til The Guardian.

Han mener videre, at de lokale myndigheder helt har ignoreret advarsler om “potentiel skade på verdensberømte klitter, som burde være under naturbeskyttelse, men som allerede er blevet delvist ødelagt af den første golfbane”.

/ritzau/