Morales vil hjem til Bolivia efter socialistisk valgsejr

Bolivias afsatte og landflygtige præsident, Evo Morales, siger, at det er et spørgsmål om tid, inden han vender tilbage til sit hjemland.

Her tyder meget på, at en kandidat fra hans socialistparti har vundet valget og dermed bliver Bolivias næste præsident.

– Før eller siden vender vi tilbage til Bolivia, det er ikke til diskussion, siger Morales på et pressemøde i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, mandag.

– Mit store ønske er at vende tilbage til Bolivia og rejse ind i min region. Det er et spørgsmål om tid, siger han.

Morales, som var Bolivias præsident i 14 år, blev afsat, efter at der sidste år var store demonstrationer i kølvandet på et omstridt valg.

Siden da har han opholdt sig i først Mexico og nu Argentina.

Søndag skulle vælgerne i Bolivia så vælge hans efterfølger, og her viser en uofficiel optælling en klar sejr til Luis Arce fra Evo Morales’ parti, MAS (Bevægelsen for Socialisme).

Arce står til 53 procent af stemmerne, mens hans modstander, midterkandidaten Carlos Mesa, står til 31 procent af stemmerne.

Mesa har erkendt sit nederlag og lykønsket Arce med en “meget kraftfuld og klar” sejr.

Luis Arce tilskrives meget af æren for den økonomiske opblomstring, Bolivia oplevede under Morales’ 14 år ved magten.

Han siger om de første uofficielle målinger, at “Bolivia har genoprettet demokratiet”.

– Jeg er meget taknemmelig for støtten og tilliden fra det bolivianske folk, skrev Luis Arce på Twitter, da de første målinger blev offentliggjort.

– Vi har genoprettet demokratiet, og vi vil genfinde stabilitet og social fred.

Den fungerende præsident, Jeanine Áñez, lykønsker Luis Arce og hans vicepræsidentkandidat, David Choquehuanca, med den formodede valgsejr.

– Vi har endnu ikke det officielle resultat, men ud fra de data, vi har, har hr. Arce og hr. Choquehuanca vundet valget, skriver hun på Twitter.

– Jeg lykønsker vinderne og beder dem lede med Bolivia og demokratiet på sinde.

Áñez, der tilhører den konservative højrefløj, stillede ikke selv op.

Mens hun har været ved magten, har højrefløjen rejst anklager mod Morales om både terror og voldtægt.

De anklager afviser Morales på mandagens pressemøde, hvor han kalder dem “led i en beskidt krig”.

Det kan tage flere dage endnu, før det officielle valgresultat er klar i Bolivia.

/ritzau/AFP