Kinas økonomi viser fortsat fine takter efter nedlukning

Kinas økonomi er i fortsat bedring efter de hårde coronanedlukninger tidligere på året.

I tredje kvartal har landet en bnp-vækst på 4,9 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser en officiel opgørelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Selv om tallene viser gode takter, var væksten en smule under forventningen i perioden, som går fra juli til september.

Kinas Nationale Statistikbureau advarer om usikkerhed i fremtiden, da “det internationale miljø fortsat er kompliceret”.

Ifølge nyhedsbureauet dpa oplevede Kina i første kvartal et historisk fald på 6,8 procent i bruttonationalproduktet. I andet kvartal var der en vækst på 3,2 procent.

Bnp – eller bruttonationalprodukt – er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller bliver mindre.

/ritzau/