Trump i svingstat: I har moralsk pligt til at stemme på mig

USA’s republikanske præsident, Donald Trump, advarer om, at Demokraterne forsøger at udslette amerikansk historie og rense landet for amerikanske værdier.

Det siger Trump lørdag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet AP under et vælgermøde i delstaten Michigan.

– Det Demokratiske Parti, I engang kendte, eksisterer ikke længere, siger Trump på vælgermødet i byen Muskegon.

Trump siger også, at landets moderate vælgere derfor har “en moralsk pligt” til at stemme på Republikanerne til valget i november.

Præsidenten er lørdag på valgturné i Michigan og Wisconsin. De to delstater i Midtvesten var centrale for hans valgsejr i 2016.

Men i år har Trumps kampagne skåret ned på brugen af annoncepenge i Midtvesten og i stedet vendt opmærksomheden mod delstaterne Florida, North Carolina, Arizona og Georgia.

Derfor tyder det ifølge AP på, at Trump-kampagnen forventer nederlag i delstaterne i Midtvesten.

I 2016 var Michigan den tætteste delstat i USA, da den blev afgjort til Trumps fordel af under 11.000 stemmer svarende til 0,2 procent af stemmerne.

Det brød en stime på 20 år med demokratiske sejre, og delstaten endte i kategorien af svingstater, der bliver afgørende for valgresultatet i november.

/ritzau/