Italiens borgmestre kan sende folk hjem klokken 21

Italiens regering giver landets borgmestre lov til at lukke offentlige pladser ned fra klokken 21 for at forhindre folk i at samles.

Det er et af flere tiltag, der blev præsenteret søndag aften for at bremse den stigende coronasmitte.

Spillehaller og lokale markeder skal lukke, og amatørsport bliver aflyst, meddeler premierminister Giuseppe Conte.

I den kommende uge vil regeringen overveje, om fitnesscentre og svømmehaller skal lukke, tilføjer han.

Søndag kunne Italien melde om 11.705 nye smittetilfælde i løbet af det seneste døgn. Det er ny rekord.

Conte siger, at situationen er blevet kritisk. Men han og hans regering afviser, at Italien endnu en gang vil lukke helt ned, som det skete i foråret.

– Vi skal redde både sundheden og økonomien, og alle må gøre deres, siger premierministeren.

Af andre tiltag nævner han, at offentlige kontorer skal “arbejde smartere”.

/ritzau/Reuters