Hollandsk kongefamilie aflyser ferie efter massiv kritik

En dags ferie blev det til, inden den hollandske kongefamilie måtte flyve hjem igen efter kritik i forbindelse med landets coronarestriktioner.

Det skriver BBC.

Kong Willem-Alexander og dronning Máxima fløj fredag afsted mod solrige Grækenland, men allerede lørdag aften fløj parret tilbage igen.

De forlod Holland, mens resten af landet blev delvist lukket ned igen for at inddæmme nye smitteudbrud med coronavirus.

Efterfølgende blev parret med det samme kritiseret for at tage på ferie, mens resten af befolkningen blev opfordret til at blive hjemme.

Og selv om kongen og dronningen ikke brød nogle regler i forbindelse med rejsen, så siger parret ifølge BBC, at de tog hjem, fordi de blev påvirket af den massive kritik.

– Vi ønsker ikke, at der skal være nogen tvivl om, at for at få coronavirusset under kontrol, så er det nødvendigt at følge retningslinjerne. Debatten om vores ferie bidrager ikke til det, siger det hollandske kongehus i en meddelelse ifølge BBC.

/ritzau/