Europa runder en kvart million coronadødsfald

Antallet af dødsfald blandt coronasmittede i Europa har søndag rundet 250.000, viser en optælling fra nyhedsbureauet AFP baseret på tal fra de enkelte lande.

Den kedelige milepæl blev rundet, samtidig med at flere lande melder om stigende antal coronasmittede.

I Italien er der registreret 11.705 nye tilfælde af coronasmitte i løbet af de seneste 24 timer, meddeler landets sundhedsministerium. Det er det hidtil højeste.

Det er kun et døgn siden, at Italien meldte om et rekordhøjt antal nye smittede, nemlig de 10.925 der var registreret lørdag.

Italiens regering ventes senere søndag at fremlægge nye restriktioner, der skal være med til at bremse smittespredningen.

Det er 19 dage siden, at den tæller, der registrerer antallet af døde coronasmittede på verdensplan, nåede op på en million.

/ritzau/