Armenien: Aserbajdsjan brød våbenhvile efter fire minutter

Armenien hævder, at Aserbajdsjan har brudt den humanitære våbenhvile i Nagorno-Karabakh, kort tid efter at den trådte i kraft.

Ifølge Shushan Stepanyan, en talskvinde fra det armenske forsvarsministerium, begyndte aserbajdsjanerne at affyre artillerigranater i nordlig retning allerede fire minutter efter midnat – det officielle tidspunkt for våbenhvilen.

Aserbajdsjan har også affyret raketter i sydlig retning, lyder det fra Armenien.

Aserbajdsjan har endnu ikke reageret på beskyldningerne.

Armenien og Aserbajdsjan nåede også for en uge siden til enighed om en våbenhvile.

Men kort efter den trådte i kraft, var der meldinger om brud på aftalen fra begge sider.

Bruddet på våbenhvilen er en yderligere optrapning af den indtil videre tre uger lange konflikt mellem etniske armeniere og aserbajdsjanere om den separatistiske region.

De seneste ugers kampe i Nagorno-Karabakh har kostet hundredvis af mennesker livet og fordrevet langt flere.

Lørdag var der nye angreb med flere dræbte og sårede. I byen Ganja i Aserbajdsjan har der været meldinger om, at mindst 12 civile er dræbt og over 40 såret i et armensk raketangreb mod et boligområde.

Angrebet kom få timer efter beskydning af Stepanakert, der er den største by i Nagorno-Karabakh.

Konflikten om udbryderregionen har hersket siden starten af 1990’erne, da Sovjetunionen kollapsede.

Regionen er internationalt anerkendt som aserbajdsjansk territorium, men den har været kontrolleret af separatister i mange år. Enklaven har et armensk flertal.

/ritzau/AFP