Fransk politi tilbageholder vrede forældre efter drab på lærer

Den formodede gerningsmand bag drabet på en fransk lærer fredag er en 18-årig mand med tjetjenske rødder, som blev født i Moskva, Ruslands hovedstad.

Det oplyser en unavngiven retskilde til nyhedsbureauet AFP lørdag.

Kilden oplyser også, at yderligere fem personer bliver tilbageholdt af fransk politi. Heriblandt er forældre til et barn på skolen, hvor læreren arbejdede. Det samme oplyser politikilder til nyhedsbureauet Reuters.

Det bringer det samlede antal tilbageholdte op på ni personer. Den formodede gerningsmand blev skudt af politiet og døde senere af sine skader. Det er småt med detaljer om selve angrebet, men både AFP og Reuters betegner det som en halshugning.

Ifølge retskilden havde forældrene udtrykt utilfredshed med historielæreren, efter at han havde valgt at vise karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisningen.

Angrebet skete omkring klokken 17 fredag eftermiddag nær en skole i Conflans Saint-Honorine. Det er en forstad i det nordvestlige Paris.

Offeret var skolelærer på mellemskoleniveau. Ifølge avisen Le Parisien har han vist tegninger af profeten Muhammed i forbindelse med en time om ytringsfrihed.

De øvrige nye tilbageholdte er personer fra den formodede gerningsmands omgangskreds. De fire øvrige tilbageholdte er familiemedlemmer.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, besøgte gerningsstedet fredag aften efter at have været til krisemøde om sagen i indenrigsministeriet.

Macron betegnede angrebet som et “åbenlyst islamistisk terrorangreb”.

Præsidenten sagde også, at “obskurantisme ikke må vinde”. Obskurantisme er modstand mod oplysning og tankefrihed.

Frankrig har de seneste år oplevet en række angreb begået af islamister.

I september blev en mand anholdt efter et økseangreb ved satiremagasinet Charlie Hebdos tidligere kontor i Paris. To personer blev såret.

Det angreb efterforskes også som terror. Det skete foran den bygning, hvor Charlie Hebdo havde redaktion i 2015, hvor 12 personer blev dræbt ved et angreb.

/ritzau/