Coronastriks Ardern får tre år mere med historisk opbakning

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, får yderligere tre år i spidsen for landet.

Det står klart, efter at den konservative opposition har erkendt nederlaget. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Til premierminister Jacinda Ardern, som jeg har talt i telefon med, tillykke med dit resultat. For det er et enestående resultat for Labour-partiet, siger oppositionsleder Judith Collins i en tale på tv.

Med cirka 77 procent af stemmerne optalt står Arderns parti, Labour, til en jordskredssejr. Omkring 49 procent har sat deres kryds ved Labour.

Dermed er Labour på vej mod at vinde omkring 64 af de 120 pladser i parlamentet. I øjeblikket har partiet 46 pladser. Holder den kurs, kan partiet danne regering alene.

Det vil i så fald være første gang, siden New Zealand skiftede valgsystem i 1996.

Bryce Edwards, politisk kommentator fra Victoria University i Wellington, beskriver udviklingen som “historisk”.

Det er et af de største stemmeskred i New Zealands 80-årige valghistorie. Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ardern har været yderst populær under coronakrisen.

New Zealand lukkede hurtigt og resolut ned i foråret med nogle af verdens strengeste restriktioner. Det har betydet, at østaten kun har registreret 25 coronadøde under pandemien.

Modsat resten af verden er dagligdagen næsten normal i New Zealand. Det har været med til at give premierministeren den store opbakning.

New Zealand, der har en befolkning på omkring fem millioner indbyggere, har i øjeblikket nul registrerede smittetilfælde i samfundet.

Alle smittede personer er således i karantæne på hoteller.

Landet er derfor et af få steder i verden, hvor folk ikke er forpligtet til at bære maske eller holde afstand.

/ritzau/