Skolelærer knivdræbt efter brug af Muhammed-tegninger i Paris

En skolelærer er fredag blevet dræbt ved at få halsen skåret halsen over i en forstad til Frankrigs hovedstad, Paris.

Politiet har skudt og dræbt en mistænkt gerningsmand. Det oplyser kilder i fransk politi til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Fransk antiterror-politi oplyser, at det efterforsker sagen som “et drab med forbindelse til en terrororganisation”.

Angrebet er sket omkring klokken 17 fredag eftermiddag nær en skole i Conflans Saint-Honorine, der er en forstad i det nordvestlige Paris.

Offeret var skolelærer på mellemskoleniveau. Han har vist karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisningen, oplyser politiet til AFP.

Ifølge avisen Le Parisien er det sket i forbindelse med en time om ytringsfrihed.

En politikilde fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at gerningsmanden ifølge vidner skal have råbt “Allahu Akbar (Gud er størst, red.)” i forbindelse med angrebet. Den information er ved at blive undersøgt nærmere.

En anden politikilde oplyser ifølge Reuters, at offeret er blevet halshugget. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Den mistænkte gerningsmand blev spottet af betjente på patrulje nær gerningsstedet med en kniv. Betjentene skød og dræbte manden på stedet, oplyser en talsmand for politiet ifølge Reuters.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil besøge gerningsstedet, oplyser den franske tv-station BFM. Det vil han gøre efter et krisemøde i indenrigsministeriet fredag aften.

Frankrig har de seneste år oplevet et stigende antal angreb begået af islamister.

I september blev en mand anholdt efter et økseangreb ved satiremagasinet Charlie Hebdos tidligere kontor i Paris. To personer blev såret.

Angrebet, der også efterforskes som terror, skete foran den bygning, hvor Charlie Hebdo havde redaktion, da det i 2015 blev udsat for et angreb, hvor 12 personer blev dræbt.

/ritzau/