Hviderusland vil have flygtet oppositionsleder udleveret

Hviderusland ønsker oppositionspolitikeren Svetlana Tikhanovskaja udleveret for forsøg på at omstyrte “den forfatningsmæssige orden”.

Det rapporterer nyhedsbureauet RIA, der citerer den russiske indenrigsminister, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Svetlana Tikhanovskaja måtte i august søge tilflugt i nabolandet Litauen efter et omstridt valg i Hviderusland.

Ved valget blev præsident Aleksandr Lukasjenko udråbt som en suveræn vinder med 80 procent af stemmerne.

Umiddelbart efter gik tusindvis af hviderussere på gaden i protest mod valget og Lukasjenko – ikke mindst på opfordring fra Svetlana Tikhanovskaja.

Hun har siden krævet præsidentens afgang. I den forbindelse har hun dannet et særligt råd, der skal arbejde for en fredelig overdragelse af magten.

Siden er flere medlemmer af rådet blevet anholdt.

Svetlana Tikhanovskaja står også på en udleveringsliste i Rusland.

Det skyldes en aftale mellem en række østeuropæiske lande, som både Hviderusland og Rusland er en del af.

Det oplyser det hviderussiske indenrigsministerium ifølge Reuters.

/ritzau/