Biden beskylder Trump for at lade pandemi rase videre

USA’s præsident Donald Trumps indsats for at bremse coronapandemien er fortsat utilstrækkelig.

Det siger demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, ved et valgmøde i Philadelphia i svingstaten Pennsylvania torsdag aften lokal tid.

Vært for valgmødet er journalisten George Stephanopoul fra ABC News. Ved arrangementet, som transmitteres direkte af ABC News, har vælgere mulighed for at stille spørgsmål til Biden.

– Vi står i en situation, hvor over 210.00 personer er døde og hvad gør han? Intet. Han bærer stadig ikke mundbind, siger Biden om Donald Trump.

Biden kommer også ind på, at Trump i et interview har indrømmet, at han allerede i februar, da udbruddet var i den tidlige fase, var klar over, at coronavirusset var langt mere dødeligt end en almindelig influenza.

Men den viden skulle han have delt med den amerikanske befolkning, mener Biden.

– Han har sagt, at han ikke fortalte det til nogen, fordi han var bange for, at amerikanerne ville gå i panik. Amerikanerne går ikke i panik. Han gjorde, siger Biden.

/ritzau/