Trump angriber Twitter for at blokere deling af Biden-artikel

USA’s præsident, Donald Trump, angriber Twitter og Facebook for at blokere for delingen af en artikel om påståede korrupte forbindelser mellem rivalen Joe Biden og Ukraine.

Det sker ved et vælgermøde natten til torsdag dansk tid i byen Des Moines i delstaten Iowa.

– De (Twitter og Facebook, red.) tager et negativt opslag ned, næsten allerede inden det er blevet slået op. De forsøger at beskytte ham. De forsøger at beskytte Biden, siger Donald Trump ved vælgermødet.

Artiklen, som har ført til kontroverserne, er bragt af tabloidavisen New York Post.

I den beskriver avisen ifølge nyhedsbureauet AFP, hvordan den er kommet i besiddelse af en computer, som er blevet efterladt af Joe Bidens søn, Hunter.

Computeren indeholder ifølge avisen mails, der involverer Joe Biden i sønnens forretninger i Ukraine, blandt andet igennem et møde med en forretningsmand, mens Biden selv var vicepræsident under Barack Obama.

Biden-kampagnen afviser, at et sådant møde har fundet sted.

/ritzau/