Trump angriber Twitter for at blokere deling af Biden-artikel

USA’s præsident, Donald Trump, angriber Twitter og Facebook for at blokere for delingen af en artikel om påståede korrupte forbindelser mellem Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, og Ukraine.

Det sker ved et vælgermøde natten til torsdag dansk tid i byen Des Moines i delstaten Iowa.

– De (Twitter og Facebook, red.) tager et negativt opslag ned, næsten allerede inden det er blevet slået op. De forsøger at beskytte ham. De forsøger at beskytte Biden, siger Donald Trump ved vælgermødet.

Artiklen, som har ført til kontroverserne, er bragt af tabloidavisen New York Post.

I den beskriver avisen ifølge nyhedsbureauet AFP, hvordan den er kommet i besiddelse af en computer, der er blevet efterladt af Joe Bidens søn, Hunter, som har været bestyrelsesmedlem i det ukrainske gasselskab Burisma.

Det er Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, der har videregivet computeren til New York Post.

Computeren indeholder ifølge avisen mails, der antyder en forbindelse mellem Joe Biden og sønnens forretninger i Ukraine.

Det skal være foregået igennem et møde med en forretningsmand, som fandt sted i 2015, mens Biden selv var vicepræsident under Barack Obama.

Biden-kampagnen afviser, at et sådant møde har fundet sted.

– Vi har gennemset Joe Bidens officielle kalendere og intet møde har fundet sted, sådan som New York Post påstår, lyder det i et svar fra Biden-kampagnen ifølge AFP.

Facebook forklarer, at artiklen er taget ned for “at reducere spredningen af misinformation”.

Twitter har oplyst til New York Post, at blokeringen skyldes, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvordan New York Post har fået fat i materialet, og at der kan være foregået “hacking”.

Avisen selv har i en leder svaret igen på kritikken, hvor den skriver, at ingen sætter spørgsmålstegn ved historiens rigtighed.

– Facebook og Twitter er ikke medieplatforme. De er propagandamaskiner, skriver New York Post.

/ritzau/