Sveriges regering vil øge forsvarsbudget med 40 procent

Sveriges regering vil øge sit forsvarsbudget med cirka 40 procent over de næste fem år og fordoble antallet af personer, der indkaldes til værnepligt.

Det siger den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, torsdag på et pressemøde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Regeringen lægger op til at øge forsvarsbudgettet med 27,5 milliarder svenske kroner frem mod 2025.

– Vi har en situation, hvor den russiske side er villige til at bruge militære midler til at opnå politiske mål, siger Peter Hultqvist.

– På den baggrund har vi en ny geopolitisk sikkerhedssituation, som vi må håndtere.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT er regeringens mål, at Sverige skal kunne klare sig i tre måneders krig, indtil international hjælp kommer til undsætning.

Hvorvidt dette nål kan nås med det nye budgetforslag, vil Hultqvist ikke vurdere, skriver TT.

I modsætning til Danmark er Sverige ikke medlem af forsvarsalliancen Nato, som svenskerne dog har et tæt samarbejde med.

Øget russisk aktivitet har i august fået det svenske forsvar, Försvarsmakten, til at øge sin tilstedeværelse i Østersøen.

Det er særligt overvågningen af sydøstlige og centrale dele af Østersøen, der i den forbindelse er blevet styrket. Også på øen Gotland har Sverige indsat øget militær tilstedeværelse.

/ritzau/