Politi rydder demonstration i Bangkok efter forsamlingsforbud

Politi i Thailand har tidligt torsdag lokal tid ryddet en demonstration uden for premierminister Prayut Chan-o-chas kontor.

I hovedstaden Bangkok havde tusindvis af demonstranter slået lejr og krævede premierministerens afgang.

Men med kort varsel kom der en nødbekendtgørelse, der gjorde store forsamlinger ulovlige.

Klokken fire om morgenen lokal tid rykkede urobetjente frem bag skjolde og ryddede pladsen.

Forinden var størstedelen af de tusindvis af demonstranter dog taget hjem.

Nogle forsøgte at holde stand bag skraldespande, men blev hurtigt fjernet fra stedet.

Ved daggry stod hundredvis af betjente vagt, mens offentligt ansatte var begyndt at gøre rent i de nærliggende gader.

Mindst tre ledere af den thailandske protestbevægelse er blevet anholdt, melder en thailandsk menneskerettighedsgruppe. Politiet har ikke givet nogen kommentarer.

I en række af demonstrationer har titusindvis af mennesker i Thailand over de seneste tre måneder krævet premierministerens afgang og en ny forfatning.

Demonstranterne har også krævet reformer af det thailandske monarki.

/ritzau/Reuters