Mette Frederiksen: EU-topmøde burde ikke være holdt

Det EU-topmøde, der finder sted torsdag og fredag i Bruxelles, burde ifølge statsministeren slet ikke være afholdt.

Det skulle i stedet have været en videokonference, hvor stats- og regeringscheferne sad hjemme på grund af de stigende smittetal over hele Europa.

– Dette møde burde være afholdt som videokonference. Jeg har ad flere omgange foreslået at afholde videokonferencer i stedet for at mødes fysisk, siger statsministeren, da hun ankommer i en lufthavn uden for Bruxelles.

Det betyder ikke, at statsministeren er imod alle fysiske topmøder i EU. Det handler ifølge hende om, hvad der er på dagsordenen.

– Det er altid en balance. Jeg tror ikke, at vi i juli måned havde nået en aftale om et flerårigt budget og en kæmpe stor genopretningsfond. Der er nogle diskussioner, hvor man skal bringes lidt tættere på hinanden. Og så er der andre møder, hvor man kan klare det på en videokonference, siger hun.

EU’s stats- og regeringschefer holdt flere videomøder i foråret. Men i juli var de igen samlet i EU-hovedkvarteret i Bruxelles til maratonforhandlinger om budgettet.

Det skete dog – og sker også i dag – under stærkt skærpede sikkerhedsforanstaltninger. Blandt andet mødes de i et stort lokale med langt afstand mellem deltagerne.

/ritzau/