Medier: London indfører strenge restriktioner fra midnat

I London vil der fra midnat blive indført strammere restriktioner for at bremse en genopblussen af coronavirus i den britiske hovedstad.

Det bekræfter flere kilder over for britiske medier som The Times og The Guardian.

Restriktionerne vil blandt andet betyde, at det fra lørdag vil være forbudt at mødes med folk fra andre husstande indendørs. Forbuddet gælder både i private hjem og på beværtninger.

Det skriver Sky News.

Det nuværende beredskabsniveau i London er “middel”. Det vil fra midnat blive hævet til “højt”, skriver The Times.

Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, ventes at annoncere stramningerne på et parlamentsmøde senere torsdag, skriver The Guardian.

/ritzau/