Belgiens konge møder omstridt halvsøster for første gang

Belgiens kong Phillipe har for første gang mødt sin indtil for nylig omstridte halvsøster, Delphine de Saxe-Cobourg.

Det oplyser det belgiske kongehus torsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

I januar erkendte kongens far, den nu abdicerede Albert II, at være far til den belgiske kunstner, der indtil denne måned har heddet Delphine Boël.

Den tidligere konge har ellers i årevis afvist at være far til den i dag 52-årige kvinde som resultat af en affære.

Men efter massivt pres fra en domstol i Bruxelles indvilgede Albert II i år at aflevere en dna-prøve, som faktisk viste, at han var far.

1. oktober vandt Delphine Boël retten til blive anerkendt som prinsesse, efter at en appeldomstol bekræftede resultatet af dna-prøven.

Samtidig fik hun det royale navn Delphine Saxe-Cobourg.

Mødet mellem kong Phillipe og hans halvsøster fandt sted fredag i sidste uge, oplyser kongehuset.

Det udviklede sig til et “langt og frugtbart” møde, som giver mulighed for at forholdet kan udvikle sig inden for en “familiær ramme”.

Sådan lyder det i meddelelsen, der er underskrevet “Phillipe og Delphine”.

/ritzau/