To russere og en amerikaner når rumstation på tre timer

To kosmonauter og en astronaut blev onsdag morgen klokken 07.45 dansk tid sendt afsted mod Den Internationale Rumstation (ISS).

Lidt over tre timer senere er de ankommet til ISS. Det bekræfter den russiske rumfartsorganisation, Roscosmos, lidt før klokken 11 dansk tid.

Det er den første bemandede tur til ISS, som kun har taget lidt over tre timer før ankomst. Normalt tager turen dobbelt så lang tid.

Ifølge Roscosmos tog turen tre timer og tre minutter, hvilket er rekordtid.

De rumrejsende blev sendt afsted i en russisk rumkapsel fra en base i Kasakhstan.

Det er to russere og en amerikaner, der sammen satte kurs mod rummet.

Kosmonauterne fra den russiske rumfartsorganisation er Sergej Ryzjikov og Sergej Kud-Svertjkov. Kosmonaut er den russiske betegnelse for en astronaut.

De er ledsaget af astronauten Kathleen Rubins fra den amerikanske rumfartsadministration, Nasa.

En tv-kommentator fra Nasa sagde i forbindelse med opsendelsen, at alt var forløbet normalt. Og Roscosmos meddelte kort efter, at rumkapslen som planlagt var gået i kredsløb om Jorden.

Mandskabet har været i karantæne på en base uden for Moskva, Ruslands hovedstad, og senere på basen i Kasakhstan i ugevis for at undgå at tage coronasmitte med ud i rummet.

Indflyvningen til rumstationen var forkortet, fordi den nu kunne klares med to kredsløb om Jorden, før rumkapslen lagde til. Hidtil er det kun godsrumskibe, som har taget den kortere tur.

Flere private aktører som Boeing og SpaceX, som er grundlagt af Tesla-stifter Elon Musk, er begyndt at bevæge sig ind på rummarkedet. Det har bidraget til spekulationer om et nyt “rumræs” mellem flere nationer.

Men astronauter på missionerne har gentagne gange nedtonet konkurrencen. De har i stedet fokuseret på, hvordan rumrejse kan bringe nationer til at samarbejde med et fælles mål.

Den Internationale Rumstation, som har været permanent bemandet siden 2000, er et sjældent eksempel på samarbejde mellem Rusland og USA.

Rumstationen, som er i kredsløb om Jorden, er en platform for forskning og udvikling i rummet.

/ritzau/AFP